LGBT+ Rådgivningen

LGBT+ Danmarks rådgivning er for alle, der har spørgsmål om køn, krop eller seksualitet og ønsker at vende dem med nogen i et fortroligt rum.  

Rådgivningen varetages af frivillige rådgivere, der har stor erfaring med spørgsmål om seksuel orientering, kønsidentitet og -udtryk, og vi står klar til at hjælpe dig, hvad end du har brug for råd, sparring eller blot et par lyttende ører. Vores rådgivere gennemgår uddannelse, løbende opkvalificering og modtager supervision.  Rådgivningen er gratis og har afdelinger i Aarhus, Aalborg og København. Her kan I få fat i os enten telefonisk, skriftligt eller ved fysisk møde.  Vi har åbent én gang om ugen i hver af afdelingerne, og herunder kan du klikke og se de specifikke åbningstider og besøgsadresser. 

Hvad kan du få hjælp til?

Vores rådgivere kan hjælpe dig med de fleste emner, som knytter sig til det at være LGBT+ person. Intet spørgsmål er for stort eller småt.   Køn, seksualitet, identitet, parforhold, børn og forældreskab, transition, sociale netværk, mental sundhed, adgang til sundhedssystemet, trivsel, diskrimination og mobning er nogle af de emner, som vores rådgivere har erfaring med at tale om.  

Hvem kan benytte rådgivningen?

Rådgivningen er for alle. Du er altid velkommen til at kontakte os, uanset din alder og om du er homoseksuel, transkønnet, biseksuel, panseksuel, nonbinær, kønsdivers, aseksuel, interkønnet, i tvivl eller nærtstående til en LGBT+ person. 

Juridisk rådgivning

Udover vores generelle rådgivning har vi også et særligt juridisk team, som bl.a. kan hjælpe dig med spørgsmål som:  

  • juridisk kønsskifte og rettigheder for transpersoner 
  • forældreskab, herunder muligheder og rettigheder 
  • hvis du har været udsat for chikane eller en hadforbrydelse 
  • andre retslige spørgsmål angående regnbueliv 

Læs mere om LGBT+ Danmarks juridiske rådgivning her. 

Vores rådgivningsteam er underlagt tavshedspligt. Det betyder, at alt, du taler med rådgiveren om, bliver mellem jer.   Kontakter du os på telefon, kan vi se det telefonnummer, du ringer fra. Kontakter du rådgivningen pr. mail, kan vi se den mailadresse, du bruger. Du kan naturligvis skrive fra en anonym mailadresse. På chat kan vi se din IP-adresse og geografiske placering.  Alle mails og chats bliver slettet efter endt rådgivning.  Vær opmærksom på, at tavshedspligten er tilsidesat ved mistanke om personfarlige forhold. Hvis du eksempelvis fortæller, at du har planer om selvmordsforsøg, at du som mindreårig er udsat for vold i hjemmet, eller hvis du fortæller om en planlagt hadforbrydelse, vil vores rådgivere være underlagt underretnings- eller afværgepligt og derfor være nødsaget til at kontakte myndighederne.

Under almindelige bestemmelser for rådgivning kan du som rådsøgende læse mere om de forudsætninger, vi yder rådgivning under, og hvordan rådgivningens ansvar er afgrænset. Læs mere her.

I Rådgivningen arbejder vi ud fra disse grundlæggende principper: 

  • Alle rådsøgende har ret til et ligeværdigt møde 
  • Vores rådgivning er baseret på anerkendelse af den, du er, samt genkendelse og respekt for de problemstillinger, du er i berøring med 

Vi møder dig der, hvor du er, og tager afsæt i dine problemstillinger, sådan som du selv forstår dem. Vores fokus er at skabe en tryg og anerkendende oplevelse for dig, og at støtte dig i at finde dine egne løsninger. 

Vi er altid glade for feedback og input til vores arbejde. Skulle du have en dårlig oplevelse med vores rådgivning, opfordrer vi til, at du fortæller os det med det samme. Så har vi mulighed for at ændre på det, der ikke har fungeret hensigtsmæssigt. Læs mere her.

LGBT Danmark er medlem af brancheforeningen RådgivningsDanmark, som er en forening af organisationer, der yder gratis rådgivning til mennesker i komplicerede livssituationer. 

Rådgivningen i København og den juridiske rådgivning er akkrediteret af RådgivningsDanmark i 2020. Vi arbejder henimod at få alle vores rådgivninger akkrediteret.